Du arbejder både teoretisk og praktisk med faget. På det teoretiske niveau får du bl.a. undervisning i film- og tv-sprogets terminologi og i principper og teknik i forbindelse med optagelse og redigering.
På det praktiske niveau lærer du fx selvstændigt og nuanceret at bruge optage- og redigeringsudstyr, samtidig med at I i grupper lærer at planlægge og gennemføre en produktion.
Du får bl.a. undervisning i emner som:
- forskellige perspektiver på film, tv og nyere medier
- filmiske virkemidler
- forskellige dramaturgiske modeller og fortælleforhold
- karakteristika ved fakta, fiktion samt blandinger mellem disse former, hvor eksempler fra de seneste fem år indgår
- centrale genrer, medier, medieplatforme og deres tværmediale samspil
- film-, tv- og mediehistoriske hovedlinjer
- produktionsforhold i film, tv og nyere medier – nationalt og internationalt
- medie- og kommunikationsteori
- produktionstilrettelæggelse, herunder arbejde med mediefaglige værktøjer og udarbejdelse af manuskript, målgruppeanalyse og mediestrategi
- optageprincipper og optageteknik
Undervisningen veksler mellem klasseundervisning og projektarbejde i grupper. Faget slutter med et eksamensprojekt, som består af tre sammenhængende medieproduktioner. Projektet danner udgangspunkt for den mundtlige prøve.
It indgår i undervisningen til informationssøgning, præsentation og formidling af det faglige stof samt til tekstbehandling og digital redigering i produktionen.