Sundhedsfaglig diplomuddannelse

Borgernær sundhed

På uddannelsen lærer du om de ofte komplekse sundhedsudfordringer, der påvirker livssituationen for ældre og svækkede borgere og deres pårørende.

Fakta

Navn:
Borgernær sundhed
Type:
Diplomuddannelse
Varighed:
Op til 3 år på deltid
ECTS:
60
Adgangskrav:
Videregående uddannelse + 2 års relevant erhvervserfaring
Økonomi:
Der er deltagerbetaling. Evt. mulighed for tilskud og støtte

Du specialiserer dig i at koordinere tværfaglige sundhedsindsatser og at samarbejde med borgere, pårørende og forskellige parter i sundhedsvæsenet undervejs. 

Uddannelsen henvender sig til medarbejdere i det nære sundhedsvæsen. Du er fx ansat i hjemmeplejen, på plejehjem, som fysioterapeut/ergoterapeut i et sundhedshus eller inden for rehabiliteringsområdet.

Tilmeld dig på Voksenuddannelse.dk.

Vis hold

Foto: Getty Images

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Borgernær sundhed er en retning på den sundhedsfaglige diplomuddannelse.

Uddannelsen giver dig metoder til systematisk at vurdere komplekse borgernære problemstillinger og igangsætte relevante forløb for borgeren.

Du lærer at vurdere borgeres individuelle helbredstilstand og sundhedsforudsætninger og at inddrage borgere, pårørende og samarbejdspartnere i beslutninger og handlinger.

Opbygning

Uddannelsen består af:

  • 2 obligatoriske moduler (15 ECTS)
  • 1 retningsspecifikt obligatorisk modul (10 ECTS)
  • Valgfrie moduler (20 ECTS)
  • Afgangsprojekt (15 ECTS)

Undervisning

Undervisningsformen kan veksle mellem forelæsninger, holdundervisning, projektarbejde, oplæring, e-læring og casearbejde.

Eksamen

Der afholdes prøve efter hvert modul. Hele uddannelsen afsluttes med eksamen.

Uddannelsessteder

Uddannelsen kan udbydes af:

Titel

En fuld sundhedsfaglig diplomuddannelse i borgernær sundhed giver titlen SD i Borgernær sundhed.

Den engelske betegnelse er Diploma of Health. Citizen-centred primary health care practice.

Fagoversigt

Obligatoriske moduler

  • Praksis - videnskabsteori og metode (10 ECTS)
  • Undersøgelse af sundhedsfaglig praksis (5 ECTS).

De obligatoriske moduler er fælles for alle uddannelsesretninger på den sundhedsfaglige diplomuddannelse.
Se udbuddet af hold på den Sundhedsfaglige diplomuddannelse uden uddannelsesretning.

Retningsspecifikt obligatorisk modul

  • Borgernær sundhedspraksis (10 ECTS)

Retningsspecifikke valgfrie moduler

  • Akut sygepleje (5 ECTS)
  • Borgerinddragelse (10 ECTS)
  • Faglig ledelse af kvalitet i værdig ældrepleje (10 ECTS)
  • Fra udadreagerende adfærd til tryghed og trivsel i ældreplejen - set i et dobbeltperspektiv (10 ECTS)
  • Koordinering af komplekse forløb (10 ECTS)
  • Svækkede ældre (10 ECTS)

Du skal i alt vælge valgfrie moduler for 20 ECTS, heraf mindst 10 ECTS inden for de retningsspecifikke moduler.

Det er også muligt at vælge valgfrie moduler inden for hele det sundhedsfaglige område eller moduler uden for uddannelsens faglige område, dog højst 10 ECTS. Tal med uddannelsesstedet om valg af relevante valgfrie moduler.

Afgangsprojekt

Du afslutter uddannelsen med et afgangsprojekt, der har et omfang af 15 ECTS. Projektet tager udgangspunkt i en praktisk problemstilling inden for arbejdsområdet.

Læs mere om de enkelte moduler på uddannelsesstedernes hjemmesider.

Varighed

Diplomuddannelsen hører under åben uddannelse og er tilrettelagt som en deltidsuddannelse over op til 3 år.

Forløbet svarer til 1 års fuldtidsstudium og har et omfang af 60 ECTS.

Du skal afslutte uddannelsen, senest 6 år efter den er påbegyndt.

Læs mere om:

Optagelse og adgang

For at blive optaget på uddannelsen skal du have en af følgende uddannelser:

  • En relevant uddannelse mindst på niveau med en erhvervsakademiuddannelse, fx bioanalytiker, sygeplejerske, ergoterapeut, fysioterapeut eller jordemoder
  • En relevant akademiuddannelse

Desuden skal du have 2 års relevant erhvervserfaring efter den adgangsgivende eksamen.

Realkompetencevurdering

Hvis du ikke opfylder adgangskravene, kan du eventuelt blive optaget på baggrund af en realkompetencevurdering.

Læs om realkompetencevurdering.

Økonomi

Der er deltagerbetaling. Prisen på det enkelte modul afhænger bl.a. af omfang og måden, undervisningen foregår på. Fx om modulet tilbydes som dag-, aften- eller fjernundervisning.

Du eller din arbejdsplads har flere muligheder for at søge tilskud og støtte. Fx til deltagerbetaling, lønkompensation, bøger eller transport.

Mulighederne afhænger af din uddannelsesbaggrund og situation.

Læs om dine muligheder i artiklen:

Økonomi under diplomuddannelse

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 6 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen.

Læs mere om kvalifikationsniveauer for videregående voksenuddannelser.

Uddannelsens veje