På uddannelsen får du indsigt i de begrebsmæssige rammer og forudsætninger for at arbejde med avancerede emner inden for høreforskning og teknisk audiologi, lydoptagelse og lydgengivelse samt akustisk design af rum og koncertsale.
Beskrivelse, overførsel og oplevelse af lyd
Du lærer om matematiske værktøjer til beskrivelse af lyd og får erfaring med måling af elektroakustiske funktioner til overførsel af lyd. Du lærer også om menneskets lydoplevelse i forhold til musik, tale og støj.
Du vil desuden få indsigt i udendørs lydudbredelse og støjbekæmpelse, i lydkvalitet og støjreduktion i boliger samt i vibrations- og støjdæmpning af transportmidler og maskiner.
Områder
Du har mulighed for at få undervisning inden for bl.a.:
- Den menneskelige hørelse og dens signalbehandling
- Elektroakustiske systemer
- Rum- og bygningsakustik
- Miljøakustik
- Støj- og vibrationsbekæmpelse
Du beskæftiger dig med lyd og akustik i relation til såvel, højtalere, mikrofoner og hovedtelefoner som til høreapparater m.m.
Erhvervskandidatuddannelse
Danmarks Tekniske Universitet (DTU) udbyder også uddannelsen som en erhvervskandidatuddannelse. En erhvervskandidatuddannelse er tilrettelagt på deltid og varer 4 år. Uddannelsen retter sig mod personer, der er i beskæftigelse, og er ikke SU-berettiget.
Læs mere
Erhvervskandidatududannelse på DTU (dtu.dk)
Titel
Kandidatuddannelsen giver den akademiske titel cand.polyt. Uddannelsens engelske titel er Master of Science (MSc) in Engineering (Engineering Acoustics).