På alle uddannelser lærer man noget forskelligt. Mere uddannelse giver mere viden og større kunnen. Du kan videreuddanne dig gennem hele livet.
Niveauerne giver et overblik over hele uddannelsessystemet og gør det lettere at vælge en efteruddannelse eller videreuddannelse på et niveau, der passer til din nuværende situation.
Niveauerne gør det desuden muligt at sammenligne uddannelser på tværs i hele Europa. Det kan have betydning både, når man vil bruge en dansk uddannelse i udlandet, eller man vil have anerkendt en udenlandsk uddannelse i Danmark.
Den danske kvalifikationsramme
Niveauerne indgår i den danske kvalifikationsramme for livslang læring, som er en samlet, systematisk oversigt over offentligt godkendte uddannelsesbeviser og grader, man kan tage i det danske uddannelsessystem.
Uddannelsesbeviserne og graderne er indplaceret på de 8 niveauer ud fra den viden, de færdigheder og de kompetencer, som uddannelserne giver.
Uddannelsesbeviser opnås på de gymnasiale uddannelser samt på de fleste erhvervsrettede uddannelser, fx befaren skibsassistent, tømrer eller AMU-uddannelser. Uddannelsesbeviser indplaceres på niveau 1-5.
Eksempler på grader er erhvervsakademigraden, diplomgraden og kandidatgraden. Grader indplaceres på niveau 5-8.
Tilsvarende kvalifikationsrammer findes i andre EU-lande. På den måde er det lettere at forstå, sammenligne og få anerkendelse for kvalifikationer på tværs af lande i Europa.
Skemaet ovenfor viser, hvilke niveauer de forskellige typer af uddannelsesbeviser og grader er indplaceret på.
Se skemaet med eksempler på grader og beviser på Den Danske Kvalifikationsramme.