studerende arbejder
Andre ungdomsuddannelser

Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu)

Særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu) henvender sig til unge med særlige behov, der ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse.

Fakta

Navn:
Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse
Andre betegnelser:
stu
Type:
Andre ungdomsuddannelser
Varighed:
3 år
Adgangskrav:
Kræver målgruppevurdering. Under 25 år.
Økonomi:
Gratis

Uddannelsen henvender sig til dig, der er under 25 år og har et særligt behov. Det kunne fx være udviklingshæmning, et bevægelseshandicap, autisme eller en erhvervet hjerneskade.

Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse består af undervisning og praktiske aktiviteter, der er sammensat efter dine ønsker, behov og muligheder.

For at komme i gang skal du henvende dig til Den kommunale ungeindsats i din bopælskommune.

Find din kommunale ungeindsats i UG-artiklen:

Vejledning i din kommune

Foto: Getty Images

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Hvis du af fysiske eller psykiske grunde ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse, selvom du får specialpædagogisk støtte, har du ret til at få tilbudt en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.

Du skal være under 25 år, når du starter på uddannelsen.

Uddannelsen foregår over hele landet.

Uddannelsens opbygning

Det konkrete indhold i uddannelsen planlægger du sammen med en vejleder. Sammen laver I en forløbsplan for din uddannelse. I tager udgangspunkt i dine ønsker, behov og muligheder for fremtidig uddannelse og beskæftigelse. Forløbsplanen justeres efter behov og mindst én gang om året.

Uddannelsen kan indledes med et afklaringsforløb på op til 12 uger.

Din særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse tager 3 år og indeholder både undervisning og praktiske aktiviteter. Det kunne fx være praktik i en virksomhed eller undervisning på en efterskole, erhvervsskole eller anden institution.

Målet med uddannelsen er, at du udvikler dig personligt, socialt og fagligt, så du kan leve et så selvstændigt og aktivt voksenliv som muligt. Hvis du har lyst og mulighed, vil uddannelsen også åbne døre for mere uddannelse og beskæftigelse.

I slutningen af uddannelsen

Senest 3 måneder før du afslutter uddannelsen, bliver du indkaldt til et møde om din fremtid efter uddannelsen. Her vil I snakke om dine ønsker og muligheder for videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter og sociale aktiviteter. Du må gerne tage dine forældre med til samtalen, hvis du har lyst til det.

Videre efter uddannelsen 

Der er ikke eksamener i den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse. Når du afslutter uddannelsen, får du et uddannelsesbevis. Dette bevis indeholder en beskrivelse af, hvad du har lavet og lært i løbet af uddannelsen. Beviset indeholder også en vurdering af din opfyldelse af målene for uddannelsen.

Hvis du kun gennemfører en del af uddannelsen, får du et uddannelsesbevis for den del, du har gennemført.

Værd at vide

Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse har indtil 1. august 2023 officielt haft betegnelsen Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Uddannelsen går også under betegnelsen stu.

Optagelse og adgang

For at kunne starte på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse skal du have opfyldt din undervisningspligt, fx ved at have gennemført folkeskolens 9. klasse.

Målgruppen for uddannelsen er bl.a. unge med:

  • udviklingshæmning
  • svære bevægelseshandicap
  • multiple funktionsnedsættelser
  • autisme
  • ADHD
  • psykiske lidelser
  • erhvervet hjerneskade

For at blive optaget skal du henvende dig til Den kommunale ungeindsats i den kommune, hvor du bor. Derefter skal du have en samtale med en vejleder. Vejlederen vurderer, om du er i målgruppen for uddannelsen. Hvis du er i målgruppen, har du ret til at blive tilbudt særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.

Det er kommunalbestyrelsen, der har ansvar for tilbud om og tilrettelæggelse af uddannelsen.

Økonomi

Uddannelsen er gratis. Du kan ikke søge SU, men du beholder de ydelser, du i øvrigt måtte have ret til.

Kommunen tager stilling til transporttilskud og behovet for hjælp til at komme til og fra det enkelte uddannelsessted.

Fremtidsmuligheder

Alt efter uddannelsens indhold og dine ønsker, behov og evner kan uddannelsen føre videre til beskæftigelse eller videre uddannelse.