uddannelsen til kørelærer
Andre uddannelser

Kørelærer

For at blive godkendt som kørelærer skal du tage en kørelæreruddannelse, som kvalificerer dig til at undervise folk, der vil tage kørekort.

Fakta

Navn:
Kørelærer
Varighed:
Ca. 8 måneder
Adgangskrav:
24 år, 2 års kørselserfaring mv.
Økonomi:
Deltagerbetaling

Du lærer at undervise elever, der tager kørekort til personbil. Men du kan også lære at undervise elever, der tager kørekort til busser, lastbiler og motorcykler. Du får bl.a. undervisning i færdselsloven og i emner som køreteknik og køretøjers sikkerhedsmæssige stand.

Uddannelsen henvender sig til personer, der har kørselserfaring og lyst til at undervise andre. Du skal have pædagogisk erfaring - eller gennemført et voksenpædagogisk grundkursus elller tilsvarende.

Foto: Getty Images
Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

For at blive kørelærer skal du tage en kørelæreruddannelse inden for et - eller flere - områder:

  • Motorcykel (kategori A)
  • Almindelig bil (kategori B)
  • Storvogn, dvs. lastbil, bus og stort påhæng (kategori C, D og E)

Du starter med at blive kørelærer til personbil. Derefter kan du udvide med uddannelse som kørelærer til hhv. motorcykel og storvogn.

Opbygning

Kørelærerddannelsen består af en teoretisk og en praktisk del.

  • På den praktiske del lærer du at forberede og gennemføre undervisning af elever på henholdsvis øvelsesplads, køreteknisk anlæg og på vej
  • På den teoretiske del lærer du at forberede og gennemføre undervisning af køreelever i et antal teorilektioner

Kørelærerprøve

Uddannelsen afsluttes med en kørelærerprøve, der består af en skriftlig forprøve og en praktisk prøve. Til den praktiske prøve bliver du bl.a. bedømt på dine pædagogiske evner.

  • Forprøven skal vise, at du kender indholdet i undervisningsplanen for kørelæreruddannelsen
  • Den praktiske prøve skal vise, at du kan undervise elever i både teori og praksis

Prøverne afholdes 2 gange om året.

Undervisning

Undervisningen kan foregå som dag-, aften- eller weekendundervisning.

Uddannelsessteder

Uddannelsen foregår hos særligt godkendte kørelærere over hele landet.

Obligatorisk efteruddannelse

Kørelærergodkendelsen gælder i 5 år. Derefter skal den fornyes med en ny lægeattest og deltagelse i et 5 dages efteruddannelseskursus.

Varighed

Uddannelsens varighed er forskellig fra kørelærerskole til kørelærerskole og afhænger desuden af, hvilke kørelærekategorier du vil have godkendelse til.

Selve uddannelsen varer fra ca. 8 måneder. Du kan typisk være kørelærer 9-12 måneder, efter du er startet.

Optagelse og adgang

Når du søger om optagelse på kørelæreruddannelsen, skal du have:

  • Kørekort til kategori A (stor motorcykel), B (almindelig bil), C (stor lastbil) og C/E (stor lastbil med stort påhængskøretøj). Hvis du ønsker at aflægge kørelærerprøve til kategori C, D og E, skal du have kørekort til erhvervsmæssig personbefordring til kategori D.
  • Gennemført et pædagogisk undervisningsforløb, der er særligt målrettet undervisning af voksne. Forløbet skal have en varighed af mindst 120 undervisningstimer eller et omfang svarende til 10 ECTS point.

Pædagogiske forudsætninger

Ifølge Færdselsloven skal du have gennemført et godkendt pædagogisk undervisningsforløb for at blive optaget på kørelæreruddannelsen.

Din lokale køreskole kan samarbejde med en professionshøjskole, et voksenpædagogisk center eller andre uddannelsessteder om et pædagogisk forløb, der er målrettet kommende kørelærere.

Mulighederne er typisk:

  • Modulet Didaktik og undervisningsmetode fra akademiuddannelsen i ungdoms- og voksenundervisning
  • Almen voksenpædagogisk grunduddannelse (AVG) suppleret med en afsluttende eksamen

Læs om akademimodulet Didaktik og undervisningsmetode

Læs om Almen voksenpædagogisk grunduddannelse (AVG)

Få flere oplysninger om lokale muligheder hos en køreskole, der uddanner kørelærere.

Kørelærergodkendelse

Når du har bestået kørelærerprøven, kan du få påtegnet kørelærergodkendelse i dit kørekort.

For at blive godkendt som kørelærer skal du desuden:

  • være fyldt 24 år
  • have haft aktivt kørekort de sidste 2 år, dvs. ingen frakendelser af kørekort i denne periode
  • ikke være dømt straffet for forhold, der gør det nærliggende at tro, at du vil misbruge stillingen som kørelærer
  • i øvrigt opfylde bestemmelserne i færdselslovens § 66, stk. 1, om alder, førerret, uddannelse, prøve samt om straf.

Særlige helbredskrav

Du skal opfylde særlige helbredskrav som kørelærer. Kontakt egen læge, før du starter på uddannelsen, hvis du har helbredsmæssige problemer.

Tilmelding

Du tilmelder dig uddannelsen hos en køreskole eller kørelærer med særlig tilladelse fra Færdselsstyrelsen.

Økonomi

Prisen for en kørelæreruddannelse varierer fra ca. 30.000 kr. til 60.000 kr.

Fremtidsmuligheder

Med en kørelæreruddannelse underviser du elever, der tager kørekort til personvogn og andre køretøjer som busser, lastbiler og motorcykler.

Som kørelærer kan du blive ansat hos en større køreskole eller starte som selvstændig med egen virksomhed.

Nogle er kørelærere på deltid ved siden af et andet job. 

Uddannelser der ligner

Mulige job

Inspiration

Få overblik over uddannelserne.

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Har du læseproblemer, eller et fysisk eller psykisk handicap kan du få støtte.