Musikalsk grundkursus
Andre uddannelser

Musikalsk grundkursus

MGK er et 3-årigt overbygningskursus knyttet til en musikskole.

Fakta

Navn:
Musikalsk grundkursus
Varighed:
3 år
Adgangskrav:
14-25 år. Optagelsesprøve
Økonomi:
Uddannelsen giver ikke adgang til SU

Undervisningen på MGK kan foregå over fire eller evt. fem år, hvis den kombineres med en gymnasial uddannelse eller anden skolegang.

MGK foregår på en musikskole og omfatter en klassisk, en rytmisk og en produktionslinje.

Du kan bruge kurset til at forbedre dine musikalske kvalifikationer, hvis du fx ønsker at søge optagelse på et musikkonservatorium.

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Musikalsk grundkursus varer 3 år og foregår på en musikskole. Uddannelsen omfatter følgende linjer:

  • Klassisk linje
  • Rytmisk linje
  • Produktionslinje

På nogle skoler er der også en almen musikpædagogisk linje.

For MGK Sankt Annæ Gymnasium gælder, at kurset er et 4-årigt integreret gymnasieforløb. Forløbet henvender sig til elever, der starter i 1. g samtidigt med MGK.

Indhold

Du bliver undervist i:

  • Hovedinstrument
  • Klaver som brugsklaver (hvis det ikke er dit hovedinstrument)
  • Sang, spil og bevægelse
  • Hørelære
  • Teori
  • Musikkundskab
  • Sammenspil og kor

Valgfag

Du har mulighed for vælge et valgfag, fx biinstrument, ensemble- eller korledelse eller andre relevante fag, som skolen udbyder.

Undervisningens tilrettelæggelse

Undervisningstimerne er som regel tilrettelagt, så du har mulighed for at følge anden skolegang ved siden af. Det samlede ugentlige timetal er på ca. 10 timer, hvortil du skal regne med ca. 20 timer til forberedelse. Dele af undervisningen kan du tage på weekendkurser. Der er mødepligt.

En fuld skolegang sideløbende med det musikalske grundkursus kræver meget arbejde af den enkelte. En del musikskoler samarbejder med et eller flere gymnasier om et 4-årigt gymnasieforløb, der indeholder det musikalske grundkursus.

Årsprøver

Du skal til årsprøve efter 1. og 2. år. Er dit resultat ikke tilfredsstillende, kan du ikke fortsætte undervisningen. Efter 3. år afslutter du med en prøve, hvor kravene svarer til konservatoriernes optagelseskrav.

Når du har bestået kurset, modtager du et afgangsbevis, som indeholder karakterer og beskriver, hvad du musikalsk har lært.

Optagelse

Kurset er et tilbud til alle mellem 14 og 25 år. Du skal bestå en optagelsesprøve for at blive optaget. Prøven kræver, at du teknisk og musikalsk er velfunderet i dit hovedinstrument.

Optagelsesprøven

Der er optagelsesprøve i marts-april. Du skal kontakte den ønskede musikskole for de præcise datoer.

Prøven varer i alt ca. 15 minutter og er forskellig, afhængigt af hvilken linje du søger optagelse på.

Tilmelding

Tilmelding skal ske inden 1. februar.

Økonomi

Undervisningen er gratis. Du kan ikke få SU.

Fremtidsmuligheder

Undervisningen er ikke i sig selv kompetencegivende, men den kan være dit første skridt på vejen til en uddannelse inden for musik.

Du kan se de forskellige musikuddannelser på oversigten over kunstneriske uddannelser.

Få mere at vide

Du kan få mere at vide på MGB Danmarks og musikskolernes egne hjemmesider:

MGK Center Hovedstaden, Københavns Kommunes Musikskole

MGK Center Østjylland, Aarhus Musikskole

MGK Center Sjælland, Køge Musikskole

MGK Center Midtvest, Holstebro Musikskole

MGK Sankt Annæ Gymnasium

MGK Center Nord, Aalborg Kulturskole

MGK Center Fyn, Odense Musikskole

MGK Center Sydjylland, Kolding Musikskole