Et ophold på en folkehøjskole er noget særligt. Uanset hvilket fagområde du har valgt, er halvdelen af undervisningen af bred, almen karakter. Det giver dig mulighed for at se dit fag i et bredere perspektiv.
Målgrupper
De enkelte højskoler henvender sig til særlige målgrupper. Det kan være unge, voksne eller ældre eller fx læsesvage eller handicappede.
De fleste højskoler henvender sig til alle over 17½ år, men på enkelte ungdomshøjskoler skal du være mellem 16 og 19 år. Ligeledes er der højskoler, der henvender sig specifikt til ældre, mens enkelte henvender sig til unge med behov for specialundervisning. En lang række højskoler har plads og faciliteter til handicappede.
Forskellige højskoler
Der er forskellige typer af højskoler:
- Almene højskoler med bredt fagudbud
- Fagspecialiserede højskoler
- Gymnastik-, sports- og idrætshøjskoler
- Kristne eller spirituelle højskoler
- Livsstilshøjskoler
- Seniorhøjskoler
- Ungdomshøjskoler (16 - 19 år)
Personlig afklaring
Nogle højskoler retter sig mod unge uden ungdomsuddannelse, der har brug for personlig afklaring og styrkelse af faglige forudsætninger.
Overgang til videregående uddannelse
Nogle højskoler har tilbud til unge, der har brug for et studieafklarende eller et studieforberedende forløb i overgangen fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse.
Et højskoleophold kan give point, hvis du søger optagelse på videregående uddannelser under kvote 2. Regler om opholdets længde og indhold afgøres af de enkelte uddannelsesinstitutioner. De fleste uddannelser lægger vægt på, at kurset har en vis varighed, typisk 16 uger, men kortere kurser kan også have betydning.
Kurser
Højskolerne tilbyder korte kurser (1-2 uger) og lange kurser (8-40 uger), der dog typisk varer 4-5 måneder.
Mange korte kurser foregår i sommerhalvåret, mens de lange kurser normalt begynder i januar-februar eller august-september. Deltagerne i de lange kurser er ofte unge.
Eksamen
Du får på de fleste folkehøjskoler et bevis, hvis du har afsluttet et kursus på mindst fire uger. Du skal ikke til eksamen eller gennemgå et pensum af en bestemt størrelse.