Rengøringspersonale på hospital ordner hospitalstuei
Akademiuddannelse

Akademiuddannelsen i hygiejne og rengøringsteknik

Uddannelsen giver dig kompetencer til at arbejde med udvikling, drift og styring af rengørings- og hygiejneopgaver i produktionsvirksomheder, institutioner og behandlingsmiljøer.

Fakta

Navn:
Akademiuddannelsen i hygiejne og rengøringsteknik
Type:
Akademiuddannelse
Varighed:
Op til 3 år på deltid
ECTS:
60
Adgangskrav:
Relevant erhvervsuddannelse eller gymnasial uddannelse + 2 års erhvervserfaring
Økonomi:
Der er deltagerbetaling. Evt. mulighed for tilskud og støtte

Du styrker din rengøringsfaglige viden om emner som rengøringsteknologi og -kvalitet, hygiejnestandarder, materialer og fødevaresikkerhed, og du kombinerer din faglige baggrund med kompetencer inden for ledelse, udvikling og iværksætteri.

Uddannelsen henvender sig til mellemledere og planlæggere i service- og rengøringsbranchen. Du kan fx have en baggrund som serviceassistent eller social- og sundhedsassistent.

 

Foto: Getty Images

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Uddannelsen giver dig forudsætninger for at øge kvaliteten i de rengøringsopgaver, du løser. Er du leder eller selvstændig, kan du få viden om, hvordan du projekterer serviceydelser, udarbejder og præsenterer tilbud.

Du får specialiseret viden om rengøringsmidlers kemi, produktionshygiejne og rengøringsmetoder, så du kan vælge metoder og midler til forskellige rengøringsopgaver. Bl.a. får du indblik i emner som robotrengøring, arbejdsmiljø, lovkrav, affaldshåndtering, skadedyrsbekæmpelse og allergenrengøring.

Desuden får du kendskab til kommunikationsteorier og ledelsesværktøjer, som du kan trække på, hvis du fungerer som teamleder i servicebranchen.

Uddannelsens valgfag giver dig mulighed for yderligere specialisering, hvis du arbejder på hospitaler, i sterilafdelinger og operationsstuer eller på ungdomsinstitutioner, psykiatriske hospitaler, skoler og i fængsler.

Uddannelsen består af fire obligatoriske moduler og et til to valgfrie moduler. Du afslutter akademiuddannelsen med et afgangsprojekt. Uddannelsen vægter både din erhvervserfaring og den teori og metode, som indgår i undervisningen.

Undervisningen kan være tilrettelagt som dag-, aften- eller fjernundervisning. Se information på de aktuelle hold.

Uddannelsen kan udbydes af:

Eksamen

Der afholdes prøve efter hvert modul. Hele uddannelsen afsluttes med en eksamen.

Værd at vide

Du kan tage en hel akademiuddannelse eller vælge enkelte fag.

Du kan selv sammensætte en fleksibel akademiuddannelse ved at kombinere moduler fra forskellige akademiuddannelser. Tal med studievejlederen på uddannelsesstedet om mulighederne for at sammensætte en uddannelse, der passer til dine behov.

Erhvervsakademierne kan tilbyde indledende kurser, der forbedrer grundlaget for at gennemføre nogle fag. Kontakt den skole, hvor du vil søge optagelse til akademiuddannelsen, hvis du er i tvivl om dine forudsætninger.

Fagoversigt

Uddannelsens obligatoriske moduler, der hvert vægter 10 ECTS, er:

  • Hygiejne- og rengøringsteknologi - grundlæggende
  • Hygiejne- og rengøringsteknologi - udvidet
  • Projektering af rengørings- og hygiejnerelaterede serviceydelser
  • Rengøringsledelse og kommunikation

Du skal følge valgfrie moduler svarende til 10 ECTS.

Valgfrie moduler inden for uddannelsens faglige område er:

  • Hospitalsservice
  • Psykologi og krisehåndtering
  • Renrumsteknologi

De valgfrie moduler vægter hvert 5 ECTS.

Som valgfag kan du vælge AU-moduler fra andre fagområder, dog højst svarende til 10 ECTS. Relevante moduler kunne fx være: Virksomhedsorganisation, innovation, arbejdsmiljø, markedsføring, afsætningsstrategi, salgsteknik, human resource management, økonomistyring, strategisk kommunikation, forsøgs- og projektstyring eller fødevareteknologi.

Tal med uddannelsesstedet om valg af relevante valgfag. Se oversigt over fag på akademiuddannelserne.

Du afslutter akademiuddannelsen med et afgangsprojekt, der vægter 10 ECTS.

Varighed

Akademiuddannelsen hører under åben uddannelse og er tilrettelagt som en deltidsuddannelse, der varer op til 3 år.

Forløbet svarer til 1 års fuldtidsstudium og vægter 60 ECTS.

Du skal afslutte uddannelsen, senest 6 år efter den er påbegyndt.

Optagelse og adgang

Din uddannelsesbaggrund skal være én af følgende:

  • En relevant erhvervsuddannelse
  • En gymnasial uddannelse
  • En anden relevant uddannelse på mindst samme niveau som ovenstående

Desuden skal du have mindst to års relevant erhvervserfaring. Din oplæring på erhvervsuddannelsen tæller med som erhvervserfaring.

Realkompetencevurdering

Hvis du ikke opfylder adgangskravene, kan du eventuelt blive optaget på baggrund af en realkompetencevurdering.

Læs om realkompetencevurdering.

Økonomi

Der er deltagerbetaling. Prisen på det enkelte modul afhænger bl.a. af omfang og måden, undervisningen foregår på. Fx om modulet tilbydes som dag-, aften- eller fjernundervisning.

Du eller din arbejdsplads har flere muligheder for at søge tilskud og støtte. Fx til deltagerbetaling, lønkompensation, bøger eller transport.

Mulighederne afhænger af din uddannelsesbaggrund og situation.

Læs om dine muligheder i artiklen:

Økonomi under akademiuddannelse

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 5 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for videregående voksenuddannelser.

Fremtidsmuligheder

Uddannelsen giver dig mulighed for at arbejde som mellemleder eller planlægger i rengøringsbranchen. Du kan arbejde med serviceydelser til både produktions-, institutions- og behandlingsvirksomheder. Du kan også være selvstændig.

Læs mere om erhvervsområder og typer af job inden for rengøring, service og renovation og om at være selvstændig.

Har du lyst til at læse videre, giver uddannelsen - sammen med din erhvervserfaring - adgang til relevante diplomuddannelser. Se fx diplom i ledelse.

Få mere at vide

Se generelt om studiestruktur på akademiuddannelserne.

bygovenpaa.dk. Om akademiuddannelserne på det tekniske og produktionsrettede fagområde. Udgivet af organisationerne, Danske Erhvervsakademier, Danske Professionshøjskoler, Maskinmesterskolerne samt Uddannelses- og Forskningsministeriet.