I børnehaver og på de lavere skoletrin er undervisningen stærkt præget af leg. Her forsøger pædagogen at styrke og udvikle børnenes sans for rytme og sang. Det sker blandt andet ved hjælp af sanglege, dramatisering af sangteksters indhold og ved at lære børnene at spille på enklere instrumenter, fx rytmeinstrumenter.
På de videregående trin handler det i højere grad om indstudering af sange og musikstykker. Korsang og sammenspil er ofte en vigtig del af undervisningen.
På musikkonservatorierne skal musikpædagogerne bl.a. hjælpe de studerende til at finde et personligt musikalsk udtryk.
En musikkonsulent er ansat af kommunen og koordinerer musikaktiviteterne for børn mellem 0 og 7 år. Musikkonsulenten arbejder med at etablere undervisning af børnene i dagplejen, børnehaverne og børnehaveklasserne samt undervisning af det pædagogiske personale.
Konsulenten afholder informationsmøder med institutionsledere, skoleledere kontaktfolk inden for musiklivet m.fl.