En maskinsnedker opstiller og programmerer computerstyrede maskiner og robotter, der bruges til at fremstille møbler og inventar til bygninger.
Du udvælger værktøjer og materialer til produktionen. Det vil ofte være træ, men det kan også være andre materialer som fx plast.
Som maskinsnedker er du med til at planlægge og styre de forskellige processer i en produktion, hvor du også opstiller og anvender maskinerne.
Du kan også arbejde med at udvikle og formgive nye møbler, vinduer og døre.
Samarbejde med andre fag
Maskinsnedkere arbejder sammen med andre faggrupper som fx møbel- og bygningsnedkere og tømrere.
I virksomheder, der laver møbler, køkken, døre og vinduer, udskærer og forarbejder du materialerne til de produkter, som møbelsnedkere eller andre faggrupper færdigbearbejder.
Som maskinsnedker i mindre virksomheder fremstiller du produkter, som bygningsnedkere eller tømrere tager ud og monterer i fx private hjem eller andre bygninger.