Smedens opgave er at bearbejde metallet og fremstille den genstand eller konstruktion, der er brug for.
Bearbejdning af metal
Smeden skærer, bukker, klipper, borer, valser og svejser. Metalplader, stænger og rør bearbejdes med både håndmaskiner og computerstyrede maskiner, og dele svejses sammen med svejseapparat eller svejserobot.
Mange opgaver kræver stor præcision, ligesom det kan være vigtigt, at det færdige resultat bliver pænt at se på.
Forskellige typer metal
Som smed har du en stor viden om metal og kan specialisere dig i forskellige typer. Det kan fx være bygningsstål, der bruges i byggebranchen, eller rustfrit stål og aluminium. Det bruges bl.a. til rør og maskiner i mange industrier.
Tegning og beregning
Du arbejder ud fra tekniske tegninger, tager mål og laver beregninger, når du skal løse dine smedeopgaver. Det gælder både for designerlampen, du selv har udviklet ideen til, og for produktionsanlægget, du har fået til opgave at sætte op eller reparere.