Som struktør laver du alt det grundlæggende til en bygning eller et anlæg. Du har en særlig viden om byggematerialer, især beton.
Anlægsstruktør
Som anlægsstruktør er du ofte den første fagperson på en bygge- eller anlægsplads. Du laver jordarbejdet og støber fundamentet til bygningen. Du lægger også kloak og forsyningsledninger.
Du er også med, når der skal bygges veje og jernbaner, laves fortov og cykelstier samt private indkørsler og terrasser mm. Du laver jordarbejdet og belægningen i beton og lægger fliser.
Bygningsstruktør
Som bygningsstruktør bygger du råhuse, dvs. at du opfører bygningsværker i beton. Det kan være boliger og indkøbscentre, men også havne, broer og metro mm.
Dit byggemateriale er beton, som du har en særlig viden om. Men du arbejder også med bl.a. jern og træ.
Brolægger
Som brolægger er du specialist i at lægge brosten af granit eller andre natursten. Du lægger dem i lige rækker eller i mønstre på bl.a. gader, fortove, pladser, terrasser, havegange og stier.