Artikel

Undervisningen på en erhvervsuddannelse

På erhvervsuddannelsen får du praksisorienteret og erhvervsrettet undervisning.

En erhvervsuddannelse er en vekseluddannelse. Du veksler mellem at være under oplæring på en arbejdsplads og at gå på skole. Det, du lærer på skolen, understøtter det, du arbejder med på dit lærested.

Det meste af undervisningen foregår som praktisk oplæring i de opgaver og projekter, som hører til dit fag. På lærestedet får du instruktion af din mester og på skolen undervisning af dine lærere.

Fold alle afsnit ud

Praktisk oplæring

På erhvervsuddannelsen er du under oplæring i en virksomhed det meste af tiden. Det kan fx være i en industrivirksomhed, på et værksted, i en butik, i et restaurantkøkken, afhængigt af hvilken uddannelse du er i gang med at tage.

Som en del af oplæringen skal du ind imellem tilbage på erhvervsskolen og have skoleundervisning. Skoleperioderne er aftalt og tilrettelagt i den uddannelsesaftale, du har med virksomheden. 

I virksomheden

I virksomheden bliver du oplært af en mester. Han eller hun instruerer dig i fagets teknikker og metoder, så du lærer at løse de arbejdsopgaver, der hører til jobbet. 

Du lærer også at gå på arbejde på lige fod med de andre medarbejdere i virksomheden. Du deltager i arbejdet og får erfaring med hverdagen i jobbet. Du har de forpligtelser, der hører til at være ansat og få løn, fx at møde til aftalt tid, engagere dig i arbejdet og kommunikere med dine chefer og kolleger.

Arbejdspladsen har også forpligtelser over for dig. De skal tage sig af din uddannelse og sikre, at du lærer det, du skal for at blive uddannet inden for faget. De skal bl.a. sørge for, at du kan komme afsted til dine skoleperioder. Når du er tilbage på arbejdspladsen, skal de give dig mulighed for at afprøve det, du har lært, i praksis.

Arbejdspladsen skal også betale dig den aftalte lærlingeløn, overholde arbejdstidsregler mm.

På erhvervsskolen

Skoleundervisningen foregår på en erhvervsskole. Det er en teknisk skole, en handelsskole, en landbrugsskole eller en social- og sundhedsskole, afhængigt af din uddannelse. 

Undervisningen på skolen understøtter de opgaver, du skal arbejde med på dit lærested og inden for branchen generelt. Dine lærere har som regel selv erhvervserfaring fra branchen og kan forklare dig, hvorfor du skal lære noget bestemt, og hvordan du skal bruge det i praksis.

Teori

På skolen lærer du teori, og du lærer at bruge teorien i praksis. Læreren vil typisk bede dig om at bruge en teori eller regel, du har lært i skolen, til at løse en praktisk opgave fx i skolens værksted.

Klassen arbejder med projekter, der ligner opgaver, man skal løse i virkeligheden. Der kan være caseundervisning, hvor klassen arbejder med cases fra branchen. Timerne kan foregå som klasseundervisning, hvor læreren forklarer teori og metode. De kan også foregå i et værksted, hvor du lærer at bruge værktøj og maskiner og fremstille produkter. 

Lærerne underviser og viser, hvordan man skal gøre. De vejleder dig, når du skal løse opgaverne selv.

Fag på skolen

På skolen har du grundfag, valgfag og uddannelsesspecifikke fag. 

Fagene er selvfølgelig forskellige fra uddannelse til uddannelse. En kok skal vide meget om fx hygiejne, mens en handelsuddannet skal være godt inde i erhvervsøkonomi, og en mekaniker har brug for at fordybe sig i motorers opbygning. 

Ud over de uddannelsesspecifikke fag, har du grundfag, som kan være fx dansk og matematik. På erhvervsskolen tager læreren udgangspunkt i cases fra virkeligheden, så du lærer, hvordan faget bruges i praksis. Matematik er fx nødvendigt for at kunne løse både praktiske og teoretiske opgaver i en række erhvervsuddannelser.

Undervisning, der passer til dig

På erhvervsuddannelsen kan undervisningen tilpasses dig og din måde at lære på, hvad enten du er stærkest til det teoretiske eller det praktiske.

På skolen kan du vælge fag på et højere niveau end det fastsatte, bl.a. i forbindelse med eux. Du kan også få fag, som giver dig ekstra støtte inden for områder, hvor du har brug for det.

Du har også mulighed for at få tilrettelagt din uddannelse, så den passer til dine behov. Du kan fx lægge større vægt på den praktiske oplæring via lærepladsadgangsvejen eller ny mesterlære. Eller du kan lægge mere vægt på det teoretiske og dine videreuddannelsesmuligheder ved at vælge eux.

Læs om Skolevejen og lærepladsvejen

Læs om Eux

Forskellige miljøer

Erhvervsuddannelse dækker over mange forskellige uddannelser, fra mediegrafiker over social- og sundhedsassistent til kok eller landbrugssmed. Uddannelsernes indhold er derfor meget forskelligt, og miljøet, stemningen, kammeratskabet og undervisningsformen på erhvervsskolen varierer alt efter, hvilken uddannelse det er.

Skolehjem

Hvis du skal rejse til en anden del af landet for at tage den uddannelse, du ønsker, kan du overveje at bo på et skolehjem. På et skolehjem bor du på skolen og får undervisning sammen med de andre elever og lærlinge, som bor der.

Læs om Skolehjem

Relaterede artikler