DFT startede i januar 2010 som en del af et projekt, der havde fokus på metodeudvikling til hjælp og fastholdelse af unge med psykiske problemer på erhvervsuddannelserne. I projektet havde vi fokus på de unge, der er havnet i vanskeligheder, i stedet for at se dem som unge med iboende psykiske problemer. Vi skabte derfor et rum, hvor vi mere visionært kunne tænke og skabe udviklingsprocesser til gavn for både elever og ansatte.

Kvalificeret hjælp kræver nuancerede beskrivelser, og "den ekstra tid er givet godt ud," siger en vejleder.

Omdrejningspunktet i DFT er anerkendende kommunikation i en systemisk, narrativ ramme, der tager elevernes oplevelser af forhold i verden for pålydende. I narrativ praksis ser deltagerne på de fortællinger og narrativer, som kulturen tilbyder den enkelte.

I DFT prøver vi at se nærmere på disse narrativer, så de vanskeligheder, de unge og vejlederne oplever omkring frafaldstruede elever, ikke kun bliver til: "Hvordan løser vi de vanskeligheder, der er med den unge?" Vi øver os med andre ord i ikke kun at se på det beskrevne eller observerede problem, som at der er noget galt med personen, men prøver at se på, hvad mange forskellige øjne, ikke mindst den unges egne øjne, kan være med til at skabe af nye steder at se problemet fra. Måske opdager vi nye steder at stå med det, der er svært både for den unge og vejlederen eller læreren.

Målet med denne metode er ikke at forandre i en bestemt retning, men at skabe et rum for refleksioner og ændringer. Det viser sig måske netop derfor ofte, at det, der ved første øjekast så ud til at være et frafaldsproblem, måske handler om noget helt andet.

Vi arbejder primært med to faser: en udspørgende og en reflekterende. I den udspørgende fase er det vigtigt at beskrive, hvad der i praksis foregår omkring den unge helt ned i konkrete handlinger. Når vi efterfølgende bevæger os ind på refleksionens domæne, er det med baggrund i den konkret beskrevne praksis, at der ofte fremkommer beskrivelser af, hvor vi nu kan stå eller rumme den unge, eller måske opdager vi nye veje at gå fremadrettet i arbejdet.

Fokus er på samtalen, som styres af psykologen, der hele tiden forsøger at holde for øje, at der bliver skabt mulighed for, at der kan opstå nye veje i samtalen. De personer, der bringer problemstillinger ind i DFT, får således på baggrund af den reflekterende samtale et bedre grundlag for at vælge, hvordan en afdeling på Selandia vil håndtere en fastlåst situation - ofte på en anderledes måde, end de ellers ville have gjort. Samtidig giver det dem andre og flere muligheder for at reagere på nye problemstillinger i fremtiden. Det, at vi hele tiden i en tryg ramme forsøger at skabe positioner, hvorfra vi kan lytte og tale sammen på nye måder, har skabt nysgerrighed omkring, hvordan andre anskuer vanskeligheder. Netop dette er hovedkilden til udvikling af vores interventioner over for og sammen med de unge frafaldstruede elever.

Hvis vi vil lære nyt, kræver det, at vi har et rum, hvor vores organisation anerkender, at vi træner og øver os i kritisk refleksion. DFT er hos os det rum, hvori vores organisation accepterer og anerkender, at vi forsøger at forstå, hvilke alternative livsprojekter der kan ligge i skyggen af det, der kan se ud som en beskrivelse af en ung persons fiasko. I denne skygge har vi opdaget, at når vi giver os selv lov til at reflektere og lede og ikke kun problemløse for at finde resultater, så ligger der ofte andre sociale, historiske og kulturelle livsformer for eleven. Disse livsformer forsøger vi på bedst mulige måde at forstå, rumme og hjælpe videre og støtte op omkring med de muligheder, som vi tilsammen i DFT har at gøre godt med.

Unge i dag bruger uddannelsesstederne til at skabe identitet. Set i dette lys bliver det ekstra vigtigt at skabe en kontekst, hvor vi professionelle kan blive inviteret med på de unges uddannelsesrejse og hjælpe dem med at navigere i det farvand, der for mange af dem er svært at sejle i. Eller som en ung udtrykker det: "Man kan godt være søsyg, selv om man sejler den rigtige vej." Hvordan kan vi som fagpersoner rumme det og støtte op om denne identitetsproces? Det gør vi ved at give os selv lov til at være i det rum, hvor vi kan reflektere sammen med andre over, hvordan det er at være ung i dag, og se på, hvad der måske kan være hjælpsomt (Sørensen et al. 2011).

Forskningen viser, at for flertallet af unge i dag er kvalificering til et efterfølgende arbejdsliv ikke længere det centrale. Det handler i stigende grad om udvikling af identitet og antenner til at navigere i modernitetens kaotiske samfund. Det kræver, at vi åbner øjnene mellem vores uddannelsers tilbud og de unges identitetsprocesser. Trivsel og mistrivsel er en del af ungdomslivet og har altid været det, men er nu mere komplekst og kræver mere viden af os som omsorgspersoner, hvis vi vil gøre en forskel, og det vil vi og gør med DFT.

Før mødet drøftes problemstillingen med den unge og evt. også med forældrene eller andre vigtige personer i elevens liv, og der udfyldes et kort mødeoplæg, der fungerer som en slags dagsorden for samtalen. Er den unge under 18 år, skal forældrene give tilsagn til, at problemstillingen drøftes på mødet, alternativt bliver problemstillingen anonymiseret. Eleven får også forelagt muligheden for selv at deltage, hvilket vi har gode erfaringer med.

Efter dialogforum skriver Selandias sekretær et beslutningsreferat, som sendes ud til alle deltagere. Hvis den unge er under 18 år, skal forældrene give tilsagn til en evt. indsats fra psykolog eller sagsbehandler. Efterfølgende iværksætter de relevante professionelle straks de besluttede tiltag. Der er således både mulighed for egentlig sagsbehandling og vidensdeling.

DFT er det vigtige rum, der sørger for, at refleksion bliver mulig for alle involverede parter, og at der bliver skabt mulighed for det samarbejde og den gensidige respekt, der er med til at facilitere processerne. DFT's opgave er ikke at sørge for, at alle tænker det samme, det rigtige, men at sørge for at være et forum, hvor der bliver lyttet og spurgt. Fokus er ikke på enighed, men på koordination til gavn for alle.

I evalueringerne, der har været foretaget undervejs og senest i juli 2011, pointerer vejlederne, at opgaver om konkrete elever er blevet løst. De pointerer også, at DFT på lang sigt vil have indvirkning på hele organisationen, fordi der langsomt, men sikkert er ved at blive opbygget en kultur, hvor elever med særlige behov, der har brug for hjælp og støtte, spottes hurtigere. Det, at man som medarbejder ved, at man ikke er alene om at løse opgaven, gør, at man tør tage ansvar på en anden og mere kvalificeret måde. DFT er med andre ord med til at skabe orden i en kaotisk verden, og argumentationer i gruppen får aktørerne til at bevæge sig.

Saglighed og nøjagtighed er det bærende, og der er opstået en større ydmyghed over for opgaverne: "Vi erkender, at vi ikke er alvidende." Flere siger, at de har fået øjnene op for andre menneskers potentialer på en ny måde. Det fremhæves som særligt, at "det, at vi kan komme til at bruge den samlede faglige viden, som vi kan hente, er af uvurderlig betydning for vores arbejde". Gennem forskellighed giver vi noget til hinanden, og flere nævner og fremhæver den store udvikling, som de oplever, at der er sket med dem selv.

Nogle beskriver DFT som en slags efteruddannelse, hvor de lærer gode strategier til at håndtere det svære arbejde. "Jeg tør mere," siger en vejleder. Mange beskriver, at de selv er blevet bedre til at kontakte andre, såvel interne som eksterne samarbejdspartnere.

Overordnet er der opstået større skarphed på, hvad vi har som opgave, og vi løser den mere kvalificeret, understreges det fra flere sider. Flere vejledere vurderer, at afdelingerne er blevet bedre til at tale pædagogik og til at tale om de svære elever. Endvidere er de generelt blevet bedre til at tale om udfordringerne i arbejdet, og "vores sagsbehandling og strukturer er blevet bedre".

Vejlederne vurderer ligeledes, at der i vejledergruppen er opstået et mere naturligt samarbejde. "Vi taler mere åbent om grænseelever, og samarbejdet med eksterne aktører er blevet meget bedre." Der er kommet en anden forståelse for hinandens arbejdsfelter, og "meget er blevet meget lettere". Der er opstået en mere naturlig kontakt fra Selandia og ud og ind ad kommunens tilbud.