Artikel

Voksne og støtte til uddannelse

Som voksen kan du søge støtte til at deltage i undervisning i din arbejdstid. Uddanner du dig på fuld tid, har du også mulighed for SU eller elevløn som lærling.

Artiklen viser en oversigt over de forskellige støttemuligheder og indeholder link til uddybende beskrivelser, hvis du vil vide mere om en støtteform.

Uddannelse og undervisning i arbejdstiden

Statens Voksenuddannelsesstøtte

Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU) kan søges til uddannelser på folkeskoleniveau og gymnasialt niveau:

  • Forberedende voksenundervisning (FVU)
  • Almen voksenuddannelse (avu)
  • Gymnasiale uddannelser
  • Specialundervisning for voksne
  • Danskuddannelse for voksne udlændinge m.fl.

Du kan søge SVU til voksenuddannelse på videregående niveau, fx en akademiuddannelse. Men søger du SVU til videregående niveau, må du ikke på forhånd have en videregående uddannelse.

Kun i særlige tilfælde kan du søge SVU til diplomuddannelser, masteruddannelser og enkeltfag på universiteterne. Se Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU).

Du kan ikke søge SVU til de videregående uddannelser, man kan få SU til.

VEU-godtgørelse

VEU-godtgørelse (godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse) kan søges til uddannelser på niveau med erhvervsuddannelser:

  • Arbejdsmarkedsuddannelser
  • Fagrettede enkeltfag under åben uddannelse 
 

Øvrige støttemuligheder

Statens Uddannelsesstøtte

Voksne kan få SU til uddannelser, der berettiger til det efter de almindelige regler. Vær opmærksom på, at SU er beregnet til at dække leveomkostninger for unge og ikke for voksne.

Løn under uddannelse

Du kan i nogle tilfælde få mindstelønnen inden for faget, hvis du er fyldt 25 år og følger en erhvervsuddannelse som voksenlærling. Læs mere i Voksenlærling.

Ledig

Det er muligt at deltage i undervisning som ledig og bevare dine dagpenge. Der er nøje regler for, hvilke uddannelser du må følge. Læs mere om mulighederne i Dagpengemodtager.

Se desuden, hvilke muligheder du har med kontanthjælp eller revalideringsydelse