Artikel

Videre med en universitetsuddannelse

Med en bachelor eller kandidat fra universitetet kan du specialisere dig eller udbygge dine kompetencer med en masteruddannelse.

Vil du opdatere din viden eller hente viden fra andre fagområder, kan enkeltfag fra universiteterne eller moduler fra diplom- eller masteruddannelser være relevante.

Fortsatte du i job direkte efter din bachelor, overvejer du måske at søge ind på en kandidatuddannelse.

Du kan uddanne dig på fuld tid eller på deltid.

Fold alle afsnit ud

Uddannelse på deltid

Masteruddannelser

Hvis du har mindst 2 års relevant erhvervserfaring, giver din universitetsuddannelse mulighed for at bygge ovenpå med en masteruddannelse.

Masteruddannelser er tilrettelagt på deltid, så du kan studere ved siden af dit arbejde. Du tilmelder dig som regel et modul ad gangen og vælger selv, om du vil tage en fuld master på 60 ECTS eller bruge enkelte moduler til at udbygge dine kompetencer.

Se Masteruddannelser.

Diplomuddannelser

Diplomuddannelser er uddannelse på bachelorniveau, som giver mulighed for, at du specialiserer dig til bestemte jobfunktioner.

Har du en universitetsuddannelse, kan du fx overveje diplomuddannelser eller enkelte diplommoduler inden for fagområder, der giver andre åbninger for, at du kan bruge dit fag. Det kan fx være fagjournalistik, kommunikation og it.

Se Diplomuddannelser.

Enkeltfag

Universiteterne kan tilbyde ledige pladser på deres bachelor- og kandidatuddannelser som enkeltfagskurser. Enkeltfagene kan give dig en introduktion til et nyt fagområde eller mulighed for at gå i dybden med et emne. Undervisningen kan foregå sammen med uddannelsernes fuldtidsstuderende.

Udbuddet af enkeltfag ændres fra semester til semester. Tjek de relevante uddannelsessteders hjemmesider, og få inspiration til, hvor de kan udbydes på UG.

Se Enkeltfag og deluddannelser på bachelor- og kandidatuddannelser.

Se evt. også Enkeltfag på professionsbacheloruddannelser.

Økonomi

Der er deltagerbetaling på diplom-, masteruddannelser og enkeltfag.

Med en professionsbacheloruddannelse som baggrund kan du kun søge uddannelsesstøtte, hvis din videregående uddannelse er forældet. Læs mere om Statens Voksenuddannelsesstøtte, SVU.

Ansøgning og tilmelding

Ansøgning og tilmelding til diplom-, masteruddannelser og enkeltfag foregår hos uddannelsesstedet.

Se udbud under ”Vis hold” på UG’s artikler, og følg link i holdinformation til udbyderens hjemmeside. Kontakt uddannelsesstedet for mere information om tilmelding og optagelse.

Uddannelse på fuld tid

Fra bachelor til kandidat

Med en bacheloruddannelse kan du søge optagelse på en kandidatuddannelse.

Tog du pause fra studierne efter din bacheloreksamen, bevarer du dit retskrav til optagelse på en kandidatuddannelse, hvis du påbegynder kandidatuddannelsen senest tre år efter gennemført bacheloruddannelse. Du skal stadig søge rettidigt, og følgende skal desuden være opfyldt:

  • Bacheloruddannelsen og kandidatuddannelsen skal gennemføres ved samme universitet
  • Kandidatuddannelsen skal være den naturlige overbygning til bacheloruddannelsens fagområde

Information om kravene til optagelse på de enkelte universiteters kandidatuddannelser finder du link til i UddannelsesGuidens artikler om kandidatuddannelserne.

Se Kandidatuddannelser, og læs om Valget af kandidatuddannelse.

Uddannelserne er tilrettelagt på fuld tid, varer 2 år og vægter 120 ECTS.

Kandidatuddannelse på deltid

Fra september 2018 blev det muligt – som en forsøgsordning – at tage et udvalg af kandidatuddannelser som såkaldte erhvervskandidater. Det gælder fx kandidatuddannelserne i datalogi og jura.

En erhvervskandidatuddannelse er tilrettelagt på deltid og varer fire år, men har samme indhold som en tilsvarende toårig kandidatuddannelse. Den henvender sig til personer, der er i relevant beskæftigelse mindst 25 timer ugentligt. De faglige adgangskrav for kandidatuddannelsen på heltid skal være opfyldt.

Læs om Erhvervskandidatuddannelserne.

Økonomi

En kandidatuddannelse er en ordinær fuldtidsuddannelse, der giver mulighed for, at du kan søge SU.

En erhvervskandidatuddannelse er en ordinær uddannelse, som er tilrettelagt på deltid, men uden deltagerbetaling og uden mulighed for at SU.

Ansøgning

Ansøgning til kandidatuddannelser sker gennem den digitale ansøgningsportal DANS. Læs mere om ansøgning.