Masteruddannelser
Hvis du har mindst 2 års relevant erhvervserfaring, giver din professionsbachelor mulighed for at bygge ovenpå med en masteruddannelse.
Masteruddannelser er tilrettelagt på deltid, så du kan studere ved siden af dit arbejde. Du tilmelder dig som regel et modul ad gangen og vælger selv, om du vil tage en fuld master på 60 ECTS eller bruge enkelte moduler til at udbygge dine kompetencer.
Diplomuddannelser
Diplomuddannelser giver mulighed for, at du specialiserer dig til bestemte jobfunktioner. Er du skolelærer, kan du fx tage en pædagogisk diplomuddannelse i specialpædagogik.
Diplommoduler kan også være relevante, hvis du fx vil opdatere en ældre uddannelse med ny viden eller udbygge dine kompetencer på andre fagområder.
Enkeltfag
Professionshøjskoler og universiteter kan tilbyde ledige pladser på deres bachelor- og kandidatuddannelser som enkeltfagskurser. Enkeltfagene kan give dig en introduktion til et nyt fagområde eller mulighed for at gå i dybden med et emne. Undervisningen kan foregå sammen med uddannelsernes fuldtidsstuderende.
Udbuddet af enkeltfag ændres fra semester til semester. Tjek de relevante uddannelsessteders hjemmesider, og få inspiration til, hvor de kan udbydes på UG.
Se Enkeltfag på professionsbacheloruddannelser.
Se Enkeltfag og deluddannelser på bachelor- og kandidatuddannelser.
Økonomi
Der er deltagerbetaling på diplom-, masteruddannelser og enkeltfag.
Med en professionsbacheloruddannelse som baggrund kan du kun søge uddannelsesstøtte, hvis din videregående uddannelse er forældet. Læs mere om Statens Voksenuddannelsesstøtte, SVU.
Ansøgning og tilmelding
Ansøgning og tilmelding til diplom-, masteruddannelser og enkeltfag foregår hos uddannelsesstedet.
Se udbud under ”Vis hold” på UG’s artikler, og følg link i holdinformation til udbyderens hjemmeside. Kontakt uddannelsesstedet for mere information om tilmelding og optagelse.